I fredags ankom kronprins Frederik og prinsesse Mary til Gråsten Slot inden lillebrors bryllup om lørdagen. Men kronprinsen kørte alt for hurtigt, og det var lige ved at få en ulykkelig slutning, skriver EB.dk.
Med Mary og Mette-Marit som passagerer kørte Frederik med meget høj fart rundt om hjørnet for at køre op ad den lange, grusbelagte indkørsel, da han pludselig var ved at køre ind i en journalist, der stod og talte med to betjente.
Det fik Frede til at rette bilen op - men da var han lige ved at køre ind i en mormor, en mor og dennes spædbarn, der sad på mors arm.
– Hvad laver han? Og han bliver 40 på mandag, udbrød mormoderen forarget.
Det kunne være gået rigtig galt, da Frederik for en stund mistede herredømmet over den store bil. Også for journalisten Annelise Weimann fra Billed-Bladet.
Det var hende, som Frederik var lige ved at køre ind i.
– Jeg stod med ryggen til, så jeg så ham ikke komme og nåede derfor heller ikke at blive forskrækket. Men ifølge fotograferne og de andre tilskuere kørte han meget stærkt. Lige da han kørte om hjørnet opdagede han mig, og da han skulle undvige mig, røg han over i den anden bane, siger Annelise Weimann til Ekstra Bladet.
Mary beskrev episoden
Den voldsomme episode gjorde også stort indtryk på Mette-Marit og Mary. Kort efter kunne tilskuerne til episoden se Mary stå og lave fagter til nogle andre oppe ved slottet. Her fortalte hun, hvordan bilen var skredet ud.
– Hun lavede ikke fis med det. Hun beskrev bare, hvordan de slingrede, siger Annelise Weimann fra Billed-Bladet.
Selv om journalisten stod med to betjente, da det skete, har den hasarderede kørsel ikke vakt opmærksomhed hos politiet, hvor man i øvrigt heller ikke ville kunne straffe Frederik, der er hævet over loven.
– Jeg kender ikke noget til det, siger Svend Erik Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han havde ansvaret for politiets indsats ved brylluppet.
– Men det er da mærkeligt, når der nu stod to betjente? spørger Ekstra Bladet
– Ja, det kan man jo sige. Men jeg kan kun sige, at jeg ikke kender noget til det, svarer Svend Erik Larsen