Påsken 1979 ændrede kronprins Frederiks liv for evigt.

Kongefamilien var på besøg på Marselisborg Slot i Århus, hvor de fik besøg af Hans og Karin Schack. Under frokosten meddelte parret, at de ville forære Schackenborg til Joachim.

10-årige Frederik blev misundelig og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke skulle have noget.

»Jeg kunne ikke helt forstå det, og min mor sagde: Jamen, du kommer til at arve hele landet en dag! Det var lidt øh-øh. I den alder tænkte jeg mest på materielle ting. Min bror fik et stort gods, og hvad fik jeg? Det at skulle arve et land, kunne jeg ikke forstå. Det var for stort.«

Det fortæller kronprinsen i portrætbogen ’Frederik – kronprins af Danmark’, der udkommer i dag på kronprinsens 40 års fødselsdag.

Det er i dag, Frederik træder frem på balkonen på Amalienborg for at vinke til den danske befolkning. Men i modsætning til andre runde fødselsdage, er kronprinsen denne gang ikke alene. Ved sin side har han Mary og deres to børn, Christian og Isabella. Nu har han en familie, som uden tvivl har betydet forandringer for den ellers noget hvileløse kronprins, der gennem hele sit liv har prøvet grænser af i et til tider næsten lidt for direkte opgør med sin meget fastlåste fremtidige rolle som konge af Danmark.

Menneskelig kronprins

»Jeg skejede ud gennem 90’erne. Jeg hærdede mig selv til et udfordrende job (?) Når man er ung, skal man da skeje ud, være kontra etablissementet og sin familie. Min udskejelsesperiode gjorde mig klogere på livet, men den gjorde også, at jeg i folks øjne blev mere menneskelig,« mener kronprinsen.

Der har været skrevet spalte op og spalte ned om hans manglende lyst til at blive konge. Om hans opvækst med en dronning som mor, der ikke gjorde alverden for at forberede sin ældste søn på det, der ventede.

Som ung diskuterede Frederik derfor aldrig sin fremtidige kongerolle med sin mor. Han indviede hende blandt andet ikke i den store tvivl og usikkerhed, som han kæmpede med. Men i dag har han fundet sig til rette i rollen og fremhæver sin mor som en helt uundværlig rådgiver.

»Jeg spørger meget min mor til råds. Ved siden af Mary og min hofchef, Per Thornit, er hun min nærmeste rådgiver. Hos dem får jeg god hjælp,« fortæller Frederik i portrætbogen.

Mary giver ham ro

I dag virker han rolig, nærmest afklaret. Roen henter han hos sin kone, kronprinsesse Mary, som han måtte helt over på den anden side af Jorden for at finde. Det var ægte kærlighed, og den ’helt almindelige’ australske pige endte med at være hende, der fik hevet ungkarlen til alters.

Forinden da havde han kærestet med en undertøjsmodel, en rigmandsdatter og en sangerinde. Ingen af dem fik det blå stempel, men Mary kunne noget, de andre ikke kunne.

»Det var bare alt ved hende, jeg blev draget af. Hvad præcist er svært at sige, når jeg elsker min kone, som jeg gør. I begyndelsen var det hendes øjne og relativt dybe stemme, fortæller kronprinsen, der efter sit bryllup i 2004 også oplevede den lykke, det er at blive far.

Først kom Christian og så Isabella.

»At blive forældre til et lille barn er jo et mirakel, en Guds gave. Det får selvfølgelig en til at reflektere og se småfilosofisk på livet (?) Vi skal alle finde lykken, og lykken er aldrig en konstant størrelse. Den kommer og går. Men lykken kom meget til syne for mig, da jeg blev far for første gang og var meget sammen med min lille baby,« forklarer Frederik, der uden tvivl opdrager sine egne børn meget anderledes end den måde, han selv er blevet opdraget på.

Blandt andet er et af de mest hårdnakkede rygter, at de to kuede prinser blev opdraget under hård disciplin – et rygte, som de selv har givet næring til. Blandt andet sagde Frederik i sin tale til forældrenes sølvbryllup:

»Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.«

Kronprins i modvind

I dag er kronprinsen en moderne far. Han skifter bleer, leger og kører selv Christian i børnehave på sin cykel. Ingen fine fornemmelser her. Og slet ingen royal distance til børnene.

Efter kronprinsen er blevet familiefar, tvivles der da heller ikke længere så meget på hans evner som landets regent. Alligevel synes han konstant at komme i modvind – om end det er nogle lidt andre vinde end i teenageårene.

Først og fremmest er der hans evne – eller mangel på samme – til at kommunikere. Mange journalister har gennem tiden beskrevet kronprinsen som en ’sortsnakker’, der burde ansætte en spindoktor.

Herudover er der hans meget omdiskuterede kandidatur til Den Internationale Olympiske Komite, IOC, som mange mener, han skal holde sig ude af – både fordi IOC er en organisation med en hale af skandaler efter sig, og fordi man frygter, at kronprinsen ikke vil være i stand til at holde sig politisk neutral, som man ellers anser for passende for en kongelig.

»Men her er jeg fristet til at sige: Fint, jeg respekterer og støtter, at den danske presse ytrer sig og har den totale ytrings- og pressefrihed, den nu har. Det er kun godt, at der er debat om mit IOC-kandidatur. Men den debat giver jo gratis en masse dejlig omsætning og en masse forsider i en periode, hvor de kan prøve at sætte grundlov og monarki og neutralitet til diskussion,« lyder det fra kronprinsen.