Fra næste sæson får også fodbolddommerne i Frankrigs bedste fodboldrække, Ligue 1, hjælp af kolleger, som kan se nøglesituationer igennem på video og eventuelt omstøde kampdommerens kendelse.
Det oplyser Frankrigs svar på Divisionsforeningen efter en generalforsamling torsdag.
- Videoteknologien vil blive indført i Ligue 1 fra næste sæson, siger Bertrand Desplat, der er klubpræsident i Guingamp og var med til generalforsamlingen.
Video Assistant Referee, også kendt som VAR, blev forud for indeværende sæson indført i den italienske Serie A og i den tyske Bundesliga. Fra næste sæson bliver det også indført i den spanske Primera Division.
Ifølge præsidenten for Det Franske Fodboldforbund, Noël Le Graët, vil VAR styrke Ligue 1.
- Det er et godt initiativ, som alle klubpræsidenter, dommere og andre interessenter har ønsket, siger han.
Videodommere vil kun blive taget i brug i nøglesituationer, hvilket indebærer mål, straffesparkssituationer, direkte røde kort og tilfælde, hvor dommeren muligvis straffer den forkerte spiller.
/ritzau/AFP