Andreas Cornelius fik lov at starte på banen, da Atalanta søndag aften tog imod Juventus i Serie A.
Den danske landsholdsangriber fik dog blot lidt over en halv time på grønsværen, før han blev erstattet af Josip Ilicic i opgøret, der endte 2-2 efter en 2-0-føring til Juventus.
Udskiftningen af Andreas Cornelius skete umiddelbart efter, at Mattia Caldara havde reduceret til 1-2 for hjemmeholdet, og den virkede taktisk.
Danskeren løb da også frisk fra banen og virkede ikke skadet.
Forinden havde gæsterne sat turbo på med to scoringer inden for få minutter.
I det 21. minut prikkede Federico Bernardeschi bolden i mål efter en ripost, da Atalanta-keeper Etrit Berisha kun halvklarede en afslutning.
Tre minutter senere var det så Gonzalo Higuain, der øgede til 2-0.
Pausestillingen var dermed 2-1 til gæsterne, og det lignede en Juventus-sejr, men 67 minutter inde i opgøret slog Atalanta til igen.
Efter at have kørt bolden rundt i nogle kombinationer smækkede Alejandro Gomez en hård bold ind i feltet, og Bryan Cristante sendte bolden i mål til 2-2 på et knaldhårdt hovedstød.
Det ene point betyder, at Napoli topper Serie A med 21 point foran Juventus og Inter, der begge har 19 point.
/ritzau/