Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at en militær operation mod islamistiske oprørere i Mali har dræbt "terroristledere" - uden at tydeliggøre, hvorvidt han taler om de to al-Qaeda kommandanter, som blev meldt dræbt i sidste uge.
Den franske præsident tilføjer, at omkring 4000 franske soldater i den vestafrikanske stat vil begynde en tilbagetrækning i april - en måned senere end planlagt. De vil blive efterfulgt af en FN-støttet afrikansk koalition.
- Vi har iværksat en offensiv i to retninger. Den første i området ved Ifoghas-bjergene, og der har vi gjort store fremskridt, hvilket vil blive bekræftet i de kommende dage - blandt andet drab på terrorledere, siger Hollande.
Den franske præsident holdt onsdag pressemøde i Warszawa i forbindelse med et møde med ledere fra regionen.
Tchads militær, der kæmper sammen med franskmændene, siger, at det har dræbt to topledere fra al-Qaedas nordafrikanske fløj, Abdelhamid Abou Zeid og Mokhtar Belmokhtar. Men Paris har indtil videre ikke været i stand til at bekræfte rapporterne.
Krigen mod islamistiske oprørere i det nordlige Mali kostede onsdag en fjerde fransk soldat livet.
Omkring 30 islamister blev senere dræbt under kampe, hvor Malis militær med støtte fra franske Mirage fly og helikoptere gjorde gengæld, siger den franske hærs talsmand, oberst Thierry Burkhard.
Et stort antal militante islamister, der også kæmper for al-Qaeda i Nordafrika, er blevet dræbt i Mali. Den franske radiostation RF1 har lagt et foto, der angiveligt forestiller liget af Belmokhtar, på sin hjemmeside.
Billedet er taget med en mobiltelefon, og fotografen skulle ifølge radiostationen være en soldat fra Tchad i det nordlige Mali.
Det internationale samfund har dog reageret med tilbageholdenhed på meldingerne om Belmokhtars død, og det franske forsvar har tidligere sagt, at der ikke er nogen beviser for, at han er dræbt.
Den enøjede islamist stod bag terrorangrebet på gasanlægget i In Aménas i Algeriet i januar, hvor 60 mennesker blev dræbt, heriblandt 37 udlændinge.
Tchads præsident, Idriss Deby Itno, gentog mandag, at landets militære styrker havde dræbt både Belmokhtar og en anden al-Qaeda-leder, Abou Zeid.
/ritzau/AFP