For anden dag i træk sender Frankrig nu en gruppe romaer af sted med fly til Rumænien.
Over 100 blev i dag smidt på et fly fra Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris med retning mod den vestlige by Timisoara.
Romaerne bliver sendt ud af landet, hvis de ikke kan bevise, at de kan forsørge sig selv.
Mange af de udviste har opholdt sig i lejre, som nu er blevet ryddet af fransk politi.
I løbet af de sidste tre uger, har de franske myndigheder ryddet 51 lejre, som de kalder illegale.
Nogle af romaer siger ifølge CNN, at de vil vende tilbage til Frankrig så hurtigt som muligt.
"I Frankrig giver de os mad, penge... løn. Livet er meget bedre der.. lykkeligere," siger Mariana Serban, en mor til fire, til rumænsk tv.
Hun fortæller, at hun ikke havde et arbejde i Frankrig men smiler, da journalisten pointerer, at Frankrig ikke vil give dem flere penge.
"Det er det, de siger nu, men de vil give os penge igen," siger kvinden.