Selv tyrannosaurus rex havde sin overmand. Et fossilfund fra et kæmpe havmonster er nemlig blevet fundet ved den engelske sydkyst.
Forsteningen viser, at det enorme dyr har været op mod 16 meter lang og vejet omkring 12 ton, skriver jp.dk.
Havmonstret hærgede verdens have for 150 millioner år siden og havde så kraftige kæber, at det kunne have bidt en bil over i ét hug eller spist en T rex til frokost.
"Fossilet af dyrets hjerneskal er alene to meter langt og er måske det største fra arten, der nogensinde er fundet," siger David Martill, palæontolog ved Portsmouth Universitet, til Daily Mail.
"De havde enorme muskler omkring nakken, og man kan forestille sig, at de ville bide sig fast i et dyr og bruge nakkemusklerne til at ruske lunser løs. Det ville have været et blodbad," lyder det fra Martill.
Forsteningen blev fundet af en amatør-fossiljæger mellem Dorset og East Devon, som ofte bliver kaldt Jurassic-kysten, og har taget fem år at grave ud. Resten af dyret er måske stadig i klippen.
Nyheden fik tirsdag folk til at sværme til området, men mon ikke de får lejlighed til at se nærmere på dyret senere. Fossilet er nemlig blevet købt af Dorset County Council, som vil udstille det på Dorset County Museum.