Alle 55 elever slap nogenlunde udskadte fra morgenens ulykke, hvor den bus, der skulle køre dem til håndbold-VM i Kroatien, blev presset ud i grøften og væltede om på siden.
16 blev indlagt med mindre skrammer og kun en enkelt må tilbringe natten på hospitalet til observation for hjernerystelse.
Eleverne, der kommer fra Randers Elitesports College, har fået lov til at tage ind og se håndboldkampen mellem Danmark og Egypten i aften, trods den chokerende oplevelse.
Og eleverne har det da også godt efter omstændighederne.
"De har spist, og nu går de rundt og klæder sig ud i de danske farver inden kampen. Så efter omstændighederne er stemningen god, men det er ikke til at sige, hvordan de reagerer senere hen," fortæller den danske ambassadør i Kroatien, Bo Weber.
Ambassadøren har talt med eleverne, der mener, at det vil være en slags terapi for dem at se de danske håndboldherrer i aktion.
Det var planen, at eleverne skulle have været på skitur i Slovenien efter håndboldkampen, men den beslutning er taget op til genovervejelse efter den voldsomme hændelse.