Det er tidligt søndag morgen fortsat ikke lykkedes for svensk politi at finde en 78-årig dansk mand, som lørdag blev savnet i Jämtland.
Med hjælp fra frivillige og folk fra hjemmeværnet har politiet ledt efter den ældre dansker natten igennem. Eftersøgningen er fortsat i gang.
Politiet leder også efter en nordmand, der forsvandt i onsdags.
- Vi har desværre ikke fundet dem, siger Åsa Wallinder, vagthavende fra politimyndigheden i Härjedalen, tidligt søndag morgen til det svenske nyhedsbureau TT.
Danskeren blev lørdag morgen meldt forsvundet i Härjedalen. Han var på rejse sammen med sin hustru, men deres bil brød sammen i nærheden af byen Sveg.
Parret besluttede at overnatte i bilen, og da hustruen vågnede tidligt lørdag morgen, var manden forsvundet.
Politiet satte omgående fire patruljer, to hunde og en af sine helikoptere ind i forsøget på at finde manden. Politiet fik desuden assistance af frivillige fra Missing People.
Politiet har offentliggjort et signalement af manden og beder offentligheden om hjælp med at finde ham.
Han beskrives som 190 centimeter høj og kraftigt bygget. Sidst han blev set, havde han en grå og lilla t-shirt på og blå bukser, samt sorte træsko.
Konen til den forsvundne mand blev på et nærliggende hospital behandlet for det chok, som hendes mands forsvinden har medført, oplyste politiet lørdag.
/ritzau/TT