Det virker smart sådan med et snuptag at spare en masse på lønnen ved at flytte produktion fra Danmark til lande som Kina og Polen.
Men hver femte virksomhed i industrien har fortrudt og har insourcet - altså flyttet produktion tilbage - inden for de seneste 10 år.
Det viser en undersøgelse blandt 420 tillidsfolk i industrien, som Fagbladet 3F har lavet.
Jan Stentoft Arlbjørn, professor ved Syddansk Universitet (SDU), mener, at der har været tale om en lemmingeeffekt.
- Mange virksomheder har flyttet produktion ud og kun tænkt i lønomkostninger. De er blevet overrasket over de lange leveringstider. Så har de været tvunget til at bygge store lagre op, og det kan hurtigt blive dyrt, siger han.
Tillidsfolkene svarer, at det hyppigste grund til at man flytter produktionen tilbage til Danmark er større fleksibilitet (30 pct) og bedre kvalitet (19 pct.).
Svarene fra tillidsfolkene suppleres af en forskningsrapport fra SDU, som kom sidste år. Den viste, at næsten hver femte virksomhed planlægger at lukke deres fabrik i udlandet og i stedet fremstille deres varer her i landet.
Formand for 3F's Industrigruppe, Mads Andersen, glæder sig over udviklingen:
- Det lyder forjættende at flytte produktionen til lande som Kina og Polen med lave lønninger. Men det er ingen mirakelkur, kan vi nu se. I mange år har vi fortalt industriens ledere, at man ikke kan undgå fejl og dårligere kvalitet ved at producere i udlandet, siger han.