Mænd med store kæber, brede kindben og store øjenbryn er super sexede.
Det mente fortidens kvinder i hvert fald, har forskere ved Natural History Museum i London fundet ud af. De har studeret fossiler fra fortidsmennesker, som viser, at kvinders valg af partner - ikke overraskende - har formet mandens ansigt i en helt bestemt retning, så mænd i dag generelt har meget kortere ansigter end kvinder.
Kvinderne har i menneskets udviklingshistorie nemlig anset en kort afstand mellem øjenbrynene og overlæben på mænd som sexet, fordi det får kæben og kindbenene til at se større og stærkere ud. Og lige netop det er tegn på et højt testosteronniveau - som omvendt er tegn på styrke og høj frugtbarhed.
Når kvinderne har valgt de mænd, der havde de træk som sexpartnere, så har netop de mænd også fået spredt deres gener og givet de træk videre til deres børn.
Ingen spidse hjørnetænder, tak
Sammen med et kortere og bredere ansigt smed mændene også deres rovdyr-hjørnetænder. Det så måske mindre skræmmende ud for konkurrenter - men tilsyneladende også frækkere for kvinderne.
Forskerne konkluderer, at det er derfor, at længden mellem mund og øjenbryn i dag er kortere hos mænd end hos kvinder i forhold til bredden af ansigtet. Andre forskelle i kvindelige og mandlige ansigtstræk kan forklares ved, at mænd generelt er lidt større end kvinder, siger Eleanor Weston, som er palæontolog ved Natural History museum.
- Evolutionen af ansigtstrækkene er afgørende for at forstå, hvad der gør mænd og kvinder attraktive for hinanden. Vi kan se, at afstanden mellem læben og øjenbrynene har været helt afgørende for, hvor attraktiv, du har været i fortiden - sådan som det stadig er, siger hun.
Èn mand til sex og én til far
Flere tidligere studier har imidlertid vist, at kvinder i dag foretrækker, at mænd har feminine ansigtstræk, hvis de skal være hendes faste partner. Så konkluderer hun nemlig, at han bliver en kærligere og mindre udfarende far til hendes børn.
Kvinder foretrækker altså den maskuline mand til at lave børnene og donere generne, mens den feminint udseende mand herefter kan sørge for yngelplejen og det faste forhold, mener mange forskere.
Hvorvidt mændene selv foretrækker at være parringspartner eller sparringspartner fortæller forskerne ikke noget om.