Et 300 år gammelt teaterstykke, der netop er blevet fundet frem fra glemmebøgerne, tilskrives nu den britiske dramatiker William Shakespeare.
Eksperter mener, at stykket er baseret på et forsvundet værk kaldet 'Cardenio', som bygger på fortællingen om Don Quixote.
"Jeg mener, Shakespeares hånd kan skimtes i første akt, anden akt og muligvis også de første ro scener i stykkets tredje akt," siger Brean Hammond til BBC.
Hammond er professor ved Nottingham University i Storbritannien og redaktør af den nye Arden Shakespeare bog, som også indeholder det genfundne stykke 'Double Falsehood' (Dobbelt bedrageri, red.).
Professoren mener, at 'Double Falsehood' må være skrevet kort efter oversættelsen af Don Quixote kom i 1612.
Stykket fik dog en kort levetid og blev sidst sat op i 1613.
Det var oprindeligt en anden dramatiker, John Fletcher, der stod som forfatter. Derfor blev teaterdirektøren Lewis Theobald hurtigt stemplet som en svindler, da han forsøgte at sætte stykket op som et af Shakespeares tilbage i 1700-tallet.
I vore dage er det til gengæld slået fast, at Shakespeare skrev to andre stykker sammen med Fletcher hen mod slutningen af sin karriere.
"Mindst halvdelen af teaterstykkerne blev dengang skrevet i fællesskab," forklarer Hammond.