Hjemmesiden WikiLeaks står bag verdens største lækage af hemmelige militærpapirer fra Irak-krigen.
Nu har Forsvarskommandoen netop meldt ud på deres hjemmeside, at de har oprettet en hotline og en arbejdsgruppe, som skal gennemgå de over 390.000 lækkede dokumenter med de blodige Irak-detaljer.
På deres hjemmeside skriver de nummeret til deres hotline: 41320240 "...der kan bruges af nuværende eller tidligere udsendte soldater, som mener, de ligger inde med relevant information," skriver de.
De har i samme omgang oprettet en WikiLeaks-arbejdsgruppe, som består af folk fra Forsvarskommandoen, Hærens Operative Kommando og andre fra myndighederne. de skriver på deres hjemmeside:
"Arbejdsgruppen har fået til opgave at gennemgå de over 390.000 dokumenter om Irakmissionen, der i weekenden blev lækket på hjemmesiden WikiLeaks.org. Arbejdsgruppen vil i det omfattende materiale identificere de dokumenter, der omtaler den danske indsats og sammenligne dem med egne oplysninger, blandt andet egne rapporteringer," skriver de.
"Det er en omfattende opgave, der formentlig vil tage tid," siger kommandør i Forsvarskommandoen, Torben Mikkelsen.