Hvert år får Forsvaret 20 milliarder kroner, men både politikere og offentligheden har svært ved at få adgang til oplysninger om, hvad pengene helt præcist bliver brugt til.
Blandt andet er der det sidste års tid brugt en milliard kroner på indsatsen i Afghanistan, men politikerne aner ikke, hvordan pengene er blevet brugt.
Forsvarskommissionens medlemmer, der arbejder med at udvikle fremtidens danske forsvar, ved heller ikke, hvad det koster at sende et F16 fly på vingerne.
Og manglen på informationer bliver en bremseklods for en nødvendig debat. Det mener Mikkel Vedby Rasmussen, der leder det Dansk Institut for Militære Studier og som også er medlem af Forsvarskommissionen.
"Det her ville ikke ske på andre områder som sygehuse eller miljø. Der kan man gennemskue følgerne, hvis man laver ændringer. Og derfor er der behov for uafhængige data om forsvaret," siger han til Politiken.
Også socialdemokraternes medlem af kommissionen, John Dyrby Poulsen, mener, at Forsvaret skal åbne mere op.
Han har i flere måneder forsøgt at få fat i oplysninger om, hvad det koster at drive forskellige enheder i forsvaret.
"Det er os, der har ansvaret for, hvordan pengene bliver brugt. Når vi ikke kan gennemskue, om tingene foregår rationelt, så er risikoen, at der på langt sigt bliver for få penge til dem, der er vigtigst - dem ude i frontlinjen i Afghanistan," siger han.
John Dyrby Paulsen kræver nu en egentlig budgetanalyse af hele forsvaret som grundlag for Forsvarskommissionens arbejde.