Fusk i afdelingen og misbrug af penge til eget formål har kostet endnu en medarbejder i Forsvaret jobbet.
Denne gang drejer det sig om souschef i forsvarets rejseafdeling, Richard Von Staffeldt, der angiveligt skulle have brugt forsvarets flyrabatter på private rejser.
"Han er blevet sagt op fordi, han har begået en strafbar handling - en handling, der strider imod den tjeneste, han har," siger Torben Grinderslev, der er presseofficer ved Forsvarets Personeltjeneste til BT.
Svindlen er konkret foregået ved, at optjente rabatter fra forsvarets ansatte er blevet brugt på private rejser til ansatte på rejsekontoret, skriver BT.
Skandalen kommer blot en dag efter chefen for Forsvarets rejsekontor, Mogens Thrane, i går fyret for at have brugt 200.000 kroner af forsvarets penge på private rejser, hvilket nu har medført at politiet har rejst sigtelse mod ham.
Den betændte sag får nu SF op af stolen. Partiet kræver øjeblikkelig handling fra forsvarsministeren.
"Det er helt afgørende, at forsvarsministeren undersøger denne sag til bunds - evt. ved at inddrage Rigsrevisionen. Udtalelser fra chefen for rejsekontoret tyder på, at han ikke er den eneste som har haft fingrene i kagedåsen," udtaler Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse.
Holger K. Nielsen kræver den første redegørelse allerede på onsdag.