At den danske klimaminister Connie Hedegaard giver den amerikanske præsident en verbal lussing, har ikke forarget det internationale samfund. Klimaaftalens succes er hængt op på USA's løfter.
"Jeg tror, Obama lytter til Connie Hedegaards kritik. Og det forlyder i EU, at der blev lyttet, da hun løftede pegefingeren, for det var i et klart sprog, og også et klarere sprog end man normalt burger i internationale diplomatiske sammenhænge," forklarer Elisabet Svane, politisk redaktør på Avisen.dk, til Newspaq.
Og ifølge redaktøren afhænger meget af USA's vilje, og Connie Hedegaard anses for en ildsjæl, så der var forståelse for hendes røffel til den amerikanske præsident.
"Vi er ved at være så langt henne i forløbet, at tonen bliver skærpet. Obama er meget presset på hjemmefronten, så hun presser ikke bare på ham, hun presser også på hele det amerikanske system, så de bekender sig og går med på en aftale," fortæller Elisabet Svane.
Ifølge den politiske ekspert er det ikke unormalt, at der et par måneder inden sådan en stor forhandling er kritiske røster ude, der indikerer, at det ser sort ud at nå frem til en løsning.
"Alle parter i den her forhandling melder ud, at det ser svært ud, fordi de skal tilfredsstille deres bagland, og der kan sagtens komme en løsning i København, selv om alle værger nu," forklarer Elisabet Svane til Newspaq.
Connie Hedegaard lagde pres på Obama ved at sige:
"Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan en amerikansk præsident kan modtage Nobels fredspris i Oslo få hundrede kilometer fra København netop for sin evne til at skabe nyt håb og så samtidig sende en tomhændet delegation af sted til klimatopmødet," siger Connie Hedegaard ifølge berlingske.dk