Nej til Mogens Lykketoft - ja til Marianne Jelved. Sådan siger Venstre i dag om valget af formand i Folketinget. Men det giver ifølge professor i statskundskab absolut ingen mening.
"De peger på én, der overhovedet ikke vil stille op. Det er skrupskørt efter min mening, og det antyder, at vi har en opposition, der er sur over at have tabt magten. Det nærmer sig det absurde," lyder det fra Tim Knudsen.
I dag har Venstres gruppeformand sået tvivl om Mogens Lykketofts værdighed som formand for Folketinget blandt andet med begrundelsen, at han overfusede TV2's journalist Svenning Dalgaard under valgkampen. Men Kristian Jensens formandsforslag, Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre, vil slet ikke stille op til posten. Derfor vurderer Tim Knudsen, at Venstres opførsel i sagen om den kommende formand for Folketinget kun kan betyde én ting:
"Det tyder på, at det bliver en hård politisk verden, og at den nye opposition bliver hård at forhandle med," slår han fast.
Samtidig undrer han sig dog over, hvorfor Venstre netop vælger at tage denne kamp, der i og for sig er tabt på forhånd, da de ikke har et flertal til at kunne bestemme noget i formandssagen.
"Det er en tom demonstration, og jeg forstår den ikke rigtig," slutter professor i statskundskab, Tim Knudsen.