Det er dagen derpå for de it-ansatte i CSC.
Klokken 14.30 mødes de mange hundrede Prosa-ansatte til stormøde i Valby. Her skal de beslutte, hvad de skal stille op, efter at CSC-ledelsen har fået Arbejdsrettens ord for, at de kan frigøre sig fra overenskomsten med fagforebundet.
Spørger man arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, er slaget om fremtiden nu ude af de ansattes hænder.
"Det, der sker nu, afgøres ikke af Prosa-folkene selv. Det afgøres af, om der kommer sympatiaktioner eller ej," siger han.
Ind til nu, har det været sparsomt med sympatistrejker. Men CSC-ansatte i SAS har varslet strejke fra 29. juni.
"Hvis det breder sig, er slaget ikke tabt. Hvis ferietrafikken f.eks. generes kraftigt, så dramatiseres situationen. Men hvis ikke, der kommer bredere sympatiaktioner, er slaget tabt. Så vil de Prosa-ansatte få pistolen for brystet," siger Henning Jørgensen.
Blandt de ansatte i CSC breder modløsheden sig.
"Jeg oplever, at vi står i et dødvande. Jeg føler mig punkteret og taget livet af. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan vi kommer videre herfra, hvis vi kommer videre," siger Joan Falck Jensen, der har været lockoutet siden februar.
CSC-ledelsen har meldt ud, at hver enkelt medarbejder vil modtage et brev, hvor de vil blive tilbudt ansættelse på en ny og dårligere HK-overenskomst.
"Hvis ikke man skriver under på det her brev, så er man at betragte som fyret. Vel og mærke fyret uden en overenskomst i ryggen, d.v.s. man har ingen opsigelsesvarsel eller tryghedsaftale. Man har ingenting, når man står på gaden," siger Joan Falck Jensen.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen forventer, at afgørelsen fra Arbejdsretten vil få vidtrækkende konsekvenser.
"Perspektivet er, at man får amerikanske forhold på danske virksomheder med flere individuelle aftaler, hvilket vil true den danske model med kollektive aftaler," siger Henning Jørgensen.