Onsdag startede FTF-formand, Bente Sorgenfrey, endnu en gang debatten om efterlønnen, da hun på hovedorganisationens kongres understregede nødvendigheden af reformer.
Men de nye toner får ikke LO til at ryste på hånden.
"Efterlønnen er en afklappet sag. Den er kædet sammen med stigninger i levealder, og desuden melder unge sig ikke i samme omfang til efterlønnen," fastslår formand for LO, Harald Børsting, over for Jyllands-Posten.
Heller ikke det faktum, at Akademikernes Centralorganisation (AC) bakker op om Sorgenfrey og FTF, gør indtryk.
Samme kølige reaktion kommer fra det politiske landskab. Både Venstre og Socialdemokraterne mener, at efterlønnen er et vigtigt redskab til at imødekomme især nedslidning.
De to store partier erkender dog, at der fremover er brug for flere hænder på arbejdsmarkedet, men måden at finde dem er altså ikke en reform af efterlønnen.
"Vi har en langsigtet udfordring, men vi tror på, at vi også kan bruge positive værktøjer til at få folk til at blive på arbejdsmarkedet," siger politisk ordfører Peter Christensen (V).
LO og politikerne henviser til efterlønsforliget fra 2006 som et fremragende forlig.