Det var i første omgang en noget forvirret prins Henrik, der tog telefonen, da Ekstra Bladets Jan Kjærgaard ringede direkte til Prinsgemalen for at få en kommentar fra dronningen.
Den kække journalist ville gerne have dronningen til at forklare, hvorfor hun ikke bare tog en vogn til statsbegravelsen i Polen, hvor blandt andet den polske præsident skulle begraves, i stedet for at aflyse pga. vulkanskyen.
Da Kongehusets kommunikationsafdeling ikke ville svare, fandt Jan Kjærgaard selv frem til prinsens mobiltelefon, som dog heller ikke var speciel meddelsom.
Prins Henrik påstår først, at journalisten har fået forkert nummer. Da denne ikke stiller sig tilfreds med den forklaring og spørger videre, forsøger prinsen at sende aben videre til dronningen.
Men det er heller ikke nok for den insisterende journalist.
"Jo, men nu har jeg alene dit nummer og ikke dronning Margrethes nummer, så hvis du ville række telefonen videre," opfordrer Jan Kjærgaard i følge Ekstra Bladet.
Og det bliver lige en tand for meget for Prinsegemalen, der stiller sig noget uforstående over for, at den royale etikette ikke bliver overholdt.
"For det første er vi ikke dus, for det andet: Ring til dronningen, hvis det er dronningens anliggende. Farvel, farvel, tak," svarer prins Henrik.
Hør hele interviewet her