Afstanden mellem SAS og piloterne er fortsat betydelig, og man er ikke nær en løsning.
Det siger den norske forligsmand Mats Wilhelm Ruland ifølge det norske medie VG, da han møder pressen onsdag aften.
- Vi er ikke tæt på en løsning. Der er bevægelse blandt parterne, men afstanden er stadig betydelig, siger han klokken 19.
Forligsmanden er med til forhandlingerne mellem repræsentanter for SAS og piloterne, der har været i gang siden klokken 11 onsdag i Oslo.
Mats Wilhelm Ruland har som opgave at mægle i arbejdskonflikter.
Det er tilsyneladende svært at bløde parterne op i striden, og onsdag klokken 22 er der ikke sket fremskridt siden sidste status, fortæller han.
- Vi vil blive ved, så længe vi mener, der er grundlag for at fortsætte forhandlingerne, også ud på natten. Hvis det ikke er formålstjenligt, vil vi afslutte, siger Mats Wilhelm Ruland ifølge VG klokken 22.
Tidligere onsdag har informationschefen hos SAS i Norge, Knut Morten Johansen, sagt, at de håber at kunne flyve igen torsdag klokken 14.
- Vi har annulleret afgange dag for dag, og nu er vi hos forligsmanden, så vi håber med hjælp fra en tredjepart, at vi kan finde en løsning, siger Knut Morten Johansen til VG.
Dog gør han opmærksom på, at når strejken ophører, kan der gå et par dage, før flytrafikken kommer tilbage til normal.
- Vi bør være opmærksomme på, at der kan opstå trafikforstyrrelser, men programmet forbliver, siger Knut Morten Johansen.
Konflikten om danske, norske og svenske SAS-piloters arbejdstid, turnusordning og løn har indtil videre ramt 326.917 passagerer.
1409 SAS-piloter har strejket siden fredag, hvilket har medført 3586 aflysninger.
Da der endnu ikke er kommet en aftale på plads, strejker piloterne også torsdag. Her har SAS aflyst 200 afgange frem til klokken 14. Det er uvist, om strejken fortsætter herefter.
Strejken vurderes ifølge Sydbank at koste omtrent 50 millioner danske kroner om dagen for SAS.
Piloterne og SAS har tavshedspligt og må derfor ikke udtale sig om indholdet i de konkrete forhandlinger.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra SAS i Danmark uden held.
/ritzau/