Et gammelt diskotek står tidligt søndag morgen i flammer på Torvet i den østjyske by Grenaa.
Det oplyser Østjyllands Politis vagtchef Mikkel Møldrup ved femtiden 1. januar.
Politiet var allerede opmærksomme på hændelsen og på vej derud, så da en person i nærheden ringede 112 omkring klokken 03.43 for at anmelde branden, var betjentene hurtigt på stedet.
Diskoteket er gammelt og forladt, så der er hverken dansende gæster eller risiko for brandspredning, siger Mikkel Møldrup.
- Da vi kommer frem, var der godt gang i den. Nu er der fuldstændigt overtændt, og det står lidt stille og er ved at brænde ned, siger han.
Som regel venter man til branden er slukket med at få efterforskere og brandteknikere ud til hændelsen.
De kan hjælpe med at fastslå, hvad der har forårsaget branden og måske, om den er påsat eller ej.
- Vi har mistanke om, at det er fyrværkeri, siger Mikkel Møldrup.
/ritzau/