Nordirlands katolske nationalistparti Sinn Fein siger onsdag, at regeringsforhandlinger i Nordirland er brudt sammen.
Til et spørgsmål om, hvorvidt forhandlingerne vil blive genoptaget svarer Sinn Feins Gerry Adams: "Hvem ved ...".
Ifølge Sinn Fein er Nordirlands problemer blevet stærkt forværret, fordi det protestantiske parti DUP har indgået en aftale om at støtte den konservative britiske regering under ledelse af premierminister Theresa May.
Sinn Fein har tidligere givet den britiske premierminister skylden for fejlslagne forhandlinger for at få reddet det nordirske selvstyre.
- Sinn Fein er skuffet over, at de seneste ugers forhandlinger er endt i en fiasko, siger partiets leder, Michelle O'Neill.
Hun siger til journalister, at "vi gjorde vort bedste for at være fleksible".
O'Neill opfordrer den britiske og den irske regering til at handle hurtigt for at sikre lighed i Nordirland, efter at det ikke er lykkedes for provinsens politiske partier.
Den politiske situation kan medføre, at Nordirland igen kommer under direkte styring fra parlamentet i London.
En magtdeling i Nordirland er afgørende for den fredsproces, som førte til en aftale i slutningen af 1990'erne.
Nordirland er splittet mellem katolske nationalister og protestanter, som støtter unionen med Storbritannien.
I den irske hovedstad, Dublin, siger fremtrædende medlemmer af den irske regering, at de ser et grundlag for en magtdelingsaftale mellem de to store partier i Nordirland.
Forhandlingerne om en magtdeling i Nordirland blev indledt efter et valg i marts. Her blev det klart, at Nordirland fortsat er politisk splittet.
Det protestantiske parti DUP fik 28 mandater i marts. De katolske irske nationalister i Sinn Fein fik 27.
/ritzau/Reuters