I det sidste halve år af sit liv sad Kim Larsen adskillige timer ved sit spisebord i køkkenet i Odense omgivet af fotoalbums, kaffekopper og smøger og fortalte historier fra sin barndom til forfatter Jens Andersen.
Musikeren og spillemanden havde for første gang sagt ja til at fortælle sin livshistorie med sine egne ord, men han nåede aldrig at gøre den færdig.
Faktisk nåede Kim Larsen kun at fortælle om sine barndoms- og ungdomsår, før han døde den 30. september 2018.
Erindringerne udkommer nu i bogen "Kim Larsen - Mine unge år", og ifølge forfatter Jens Andersen viser bogen flere nye sider af Kim Larsen.
- Barndoms- og ungdomskapitlerne viser en overraskende genert og bly dreng, som man måske ikke rigtig kan få til at rime med den store scorekarl, som senere indtager alle scener, siger Jens Andersen.
- Kim Larsen er i mange år blevet buret inde i en flab-rolle, fordi han selvfølgelig også spillede på det der "her kommer gutten fra stenbroen", men han var meget mere end det. Jeg er sikker på, at der alle dage - også da han var allermest flabet og rock'n'roll - var en sød og meget velopdragen dreng indeni, siger Jens Andersen.
I bogen fortæller Kim Larsen om opvæksten i Københavns Nordvestkvarter med en nærværende mor og en fraværende far. Han fortæller om pigerne, som han var for genert til at tale med, om da han fik sin første guitar og om den første tid med Gasolin'.
For at få alle historierne med mødtes Jens Andersen med Kim Larsen syv gange i løbet af foråret 2018, og hvert møde foregik efter samme opskrift, fortæller forfatteren.
Når Jens Andersen bankede på døren til hjemmet på Claus Bergs Gade i det indre Odense med sin båndoptager under armen, var det altid Kim Larsens kone, Liselotte, der åbnede.
Jens Andersen gik ind i entréen og fra køkkenet kunne han høre en velkendt stemme brøle "Daaaaav J.A".
J.A. var et kælenavn, som Kim Larsen havde udstyret forfatteren med.
Jens Andersen responderede med et "dav, dav, Larsen", hængte sin jakke på en knage og gik ind i køkkenet, hvor Kim Larsen sad klar ved spisebordet med kaffekop, smøger, Zippo lighter, askebæger og en notesblok, hvor han havde skrevet nogle stikord til dagens emne.
- Han var altid forberedt, når jeg kom, og havde noteret sig, hvor vi slap samtalen sidst, og hvor vi skulle starte. Og det irriterede ham, at han på den måde var blevet papirnusser på sine gamle dage, fortæller Jens Andersen.
Kim Larsen havde også et fotoalbum med billeder af sin slægt, som han bladrede i, når han fortalte om sin familie. Og guitaren var også fast inventar ved spisebordet.
Nogle gange startede interviewseancen med, at Kim Larsen spillede noget, han havde skrevet.
- Det kunne være et digt, han var faldet over i Politiken, som han synes var godt, og så havde han sat lidt musik til, fortæller Jens Andersen.
Da de mødtes fjerde gang og skulle tale om Kim Larsens musikalske vækkelse i 1950'erne, sad Larsen klar ved spisebordet med seks-syv sange, som han synes, de skulle høre, fordi sangene havde gjort stort indtryk på ham i den tid.
- Vi startede med at høre "Lucille" med Little Richard. "Hør lige de trommer der!" sagde han begejstret, og så fortalte han ellers om det indtryk, det havde gjort på ham at høre det enorme vræl af en mandestemme, der havde skåret sig ind i hans drengesjæl og forandret alting, siger Jens Andersen.
Kim Larsen fortalte også, at de mange samtaler om hans barndom og ungdom havde inspireret ham til at skrive nye sange, som han indspillede på en båndoptager.
- Sangene handlede om nogle øjeblikke, der havde fanget ham, og det var meget gribende at mærke, hvor dybt det gik i ham at tale om sit liv, siger Jens Andersen.
Ifølge forfatteren var det ikke til at mærke på Kim Larsen, at han havde en kræftdiagnose. Åndeligt og mentalt var han i sit es, og han ville gerne tale om litteratur, for Kim Larsen var en belæst mand, som oprindeligt havde drømt om at blive forfatter.
- Når han overhovedet overvejede at fortælle sine erindringer til mig, så var det, fordi han havde læst nogle af mine bøger, og han havde en forestilling om, at jeg kunne hjælpe ham med at skabe et erindringsværk, der var litterært, fortæller Jens Andersen, som tidligere har skrevet biografier om blandt andre Kronprins Frederik, Astrid Lindgren og H.C. Andersen.
- Det handlede ikke om, at han skulle nå at rejse en statue af sig selv. Men jeg tror, han havde en klar fornemmelse af, hvor mange gode historier han rummede, og hvordan han fandeme godt kunne lave en erindringsbog med noget knald på, hvis han ellers havde en til at hjælpe sig.
I bogen fortæller Kim Larsen flere gange, hvordan han i sine unge dage kæmpede for at gøre sin læreruddannelse færdig, selv om uddannelsen i lange perioder ikke rigtig interesserede ham.
Og Jens Andersen har også fået indtryk af, at Kim Larsen var en meget pligtopfyldende mand.
Da han kom på hospitalet i september, pinte det ham, at han ikke kunne fortsætte samtalerne med Jens Andersen, som de havde aftalt, og en aften ringede han til Jens Andersen for at berolige ham om, at de nok skulle nå det.
- Og jeg var helt rolig. Bundnaivt forestillede jeg mig slet ikke, at han var ved at dø. Og det var der måske heller ikke så mange andre, der gjorde før til allersidst.
- Men det var lige så meget et udtryk for, at han var pligtopfyldende. Vi havde jo haft en aftale om at mødes, og nu måtte han aflyse. Det var han ikke glad for. På samme måde som han ikke var glad for at aflyse en koncert. Hans pligtopfyldelses-gen var stort, siger Jens Andersen.
Forfatteren håber, at erindringsbogen vil kaste nyt lys over Kim Larsens liv og være med til at nuancere billedet af ham.
Og selv om det oprindeligt var meningen, at bogen skulle handle om hele Kim Larsens liv, vil Jens Andersen ikke skrive historien færdig.
- Vi havde en klar aftale om, at det kun skulle være hans og min stemme i bogen. Han brød sig ikke om, at alle andre skulle mene noget om ham. Hvis jeg skulle skrive hans historie færdig nu, ville jeg være nødt til at tale med nogle af dem, der kendte ham, og bryde min aftale, og det vil jeg ikke, siger han.
"Kim Larsen – Mine unge år" udkommer den 4. december.
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS