Når Christina Hagen har valgt at kalde sin nye bog "Korrekthedsbibelen" og lade titlen stå formet som et kors hen over forsiden, så er det langt fra tilfældigt.
Det indkapsler nemlig meget godt, hvad den 37-årige forfatter gerne vil sige med bogen, fortæller hun.
- Korset på forsiden og det faktum, at bogen hedder en bibel, bunder i, at jeg mener, at den politiske korrekthed dyrkes som en religion for tiden. Det er noget nyt, som mange er begyndt at tro på i mangel på andet, siger hun.
- Jeg synes, det har udviklet sig til, at der næsten ikke er noget i verden, som man ikke kan føle sig trådt over tæerne på grund af. Den mindste ting kan man efterhånden bede andre om at tage hensyn til, siger Christina Hagen.
Og det gør de mange stemmer i "Korrekthedsbibelen".
Side efter side kommer bogen med forbud, moraliserende formaninger og opsange til læseren om at tage hensyn til dem, der eventuelt kunne blive såret:
"Venligst undgå at bruge ordet latterkrampe, da det kan støde folk med epilepsi".
"Venligst ikke spørg kassedamen, hvor chokoladen er, hvis hun har et BMI uden for normalspektret".
"Tænk over, om De tager nok hensyn til mejeristen, når De steger i olivenolie".
Og sådan bliver det ved.
Følger man bogens formaninger, er der altid nogle, man kan tage mere hensyn til - og altid nogle, der ikke har det så nemt som flertallet.
Og det indtryk kan Christina Hagen selv få, når hun læser klummer og læserbreve i landets aviser, hvor folk deler personlige oplevelser af at føle sig stigmatiseret.
For eksempel læste hun for nylig et debatindlæg, hvor en person, der havde skiftet køn, følte sig stigmatiseret over at skulle vælge mellem et herre- eller et dametoilet og derfor mente, at der burde indføres kønsneutrale toiletter.
- I det tilfælde kan jeg godt se argumenterne – og jeg er måske blind for problemet, fordi jeg er født som kvinde og føler mig som kvinde – men jeg synes bare, det er et forholdsvist lille problem i forhold til, hvad der ellers sker i verden. Det er proportionerne, der i mine øjne er skæve, ligesom når vi diskuterer mexicanske hatte og højskolesange, siger hun og tilføjer:
- Hvis man rejser uden for Danmarks grænser virker det fuldstændig absurd, at man kan bruge så meget af sin energi på at gøre opmærksom på nogle problemer, der egentlig er ufatteligt små i det store perspektiv.
Det er ikke første gang, at Christina Hagen går i flæsket på den politiske korrekthed i sine bøger.
I bogen "Jungle" fra 2017 behandler hun emner som hvidhed, racisme, drifter og sex, og bogen skabte stor debat om, hvad man kan tillade sig at sige og ikke sige.
Det er heller ikke første gang, at Christina Hagen bruger håndskrift som fortællegreb, som hun gør i "Korrekthedsbibelen", hvor størstedelen af teksterne er skrevet med enten kuglepen, tusch eller farvekridt.
Det samme gjorde hun i digtsamlingerne "White Girl I" og "White Girl II".
Denne gang er hovedparten af teksterne skrevet med gammeldags skråskrift og en stemme, der tiltaler læseren som "De".
Det skal ifølge Christina Hagen give indtryk af, at fortælleren er en ældre, neurotisk og snerpet mand eller kvinde.
- I mine bøger prøver jeg altid at finde et sprog til det emne eller den diskussion, jeg vil skrive om, og jeg føler, at den stemme, der er i tiden, er meget belærende og irettesættende og taler til en, som om man var et lille barn, siger hun.
- Stemmen i bogen er spydig og passiv-aggressiv, fordi det er sådan, jeg føler tidens stemme. Den føles som en religiøs hånd, der bliver lagt på en, som vil fortælle, at alt hvad man gør, synes og siger er forkert.
Konsekvensen af det er ifølge Christina Hagen, at mange bliver bange for overhovedet at sige noget.
- Den overdrevne politiske korrekthed hindrer den frie og afslappede samtale, og den hindrer, at folk, der er forskellige, taler forskelligt og kommer fra forskellige miljøer kan tale sammen, fordi de hele tiden risikerer at fornærme hinanden, siger hun.
Det problem har hun selv af og til.
- Hvis jeg kommer til en fest eller en reception, hvor jeg ved, at her står et menneske, der tilhører en minoritet, så kan jeg godt have svært ved overhovedet at turde indlede en samtale, fordi jeg ikke ved, hvornår jeg træder forkert.
- Jeg er bange for at sige noget, som virker stødende eller sårende. Det er jeg blevet overdrevet opmærksom på, efter vi trådte ind i den her politiske korrekthedsfase. Og det synes jeg er ærgerligt, når jeg ikke har intentioner om at såre nogen, for det bliver hele tiden en hindring for, at man overhovedet kommer i dialog. Og sådan tror jeg, der er ret mange, der har det, siger hun.
Derfor efterlyser Christina Hagen et større fokus på intentionerne bag det, der bliver sagt, i stedet for at alle udsagn bliver finkæmmet for potentielle fornærmelser.
Hun opfordrer til, at man spørger sig selv: "Er den her person virkelig ude på at støde mig, eller ved vedkommende bare ikke bedre?"
Det øver hun sig blandt andet i, når hun opholder sig i udlandet.
- Hvis jeg skulle tage de danske regler med mig, ville jeg jo gå rundt og være rasende konstant, når folk siger noget om min krop, beder mig om at smile noget mere eller siger, at jeg ligner en, der trænger til at få noget pik. Så skulle jeg jo fare i flint hver eneste gang.
- Men jeg forstår, at i deres verden er det ikke specielt fornærmende, men noget der er sjovt. Jeg savner, at der er mere fokus på intentionerne end på det, der helt firkantet kommer ud af munden på folk, siger hun.
"Korrekthedsbibelen" udkommer 1. februar.
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS