Der er simpelthen ikke plads til at presse en ekstra hjemmerøver eller voldtægtsmand ind i fængslet.
Det er Fængselsforbundets kommentar til regeringen og Dansk Folkepartis tryghedspakke.
Politikerne vil have straffen for hjemmerøvere og voldtægtsmænd fordoblet. Men der er altså bare ikke plads i fængslerne til de 200 ekstra fanger, det vil give ifølge regeringen i 2014.
"Det lyder af mange, når vi har 4.000 pladser og de allerede er brugt. Det svarer faktisk til et nyt stort lukket fængsel," siger formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye til Newspaq.
Han siger, at det i forvejen er umuligt at hjælpe fangerne tilbage til en normal hverdag, fordi der er så fyldt i fængslerne.
"Det bliver svære for os at få dem afkriminaliseret, fordi det hele kommer til at handle om, at folk er skilt ad og putte så mange fanger ind i hvert hul, som vi kan slippe af sted med," forklarer han.
Kim Østerbye vil se en samlet plan for antallet af fængselspladser i Danmark i stedet for den hovsa-politik, som han mener, regeringen laver i øjeblikket.
I dag sidder der 4.043 fanger i landets fængsler og arresthuse. Det svarer til 97,8 procent af alle celler.
Normalt taler man om overbelægning i fængslerne ved 92 procent. For at få mere plads foreslår justitsminister Lars Barfoed (K), at flere skal ud i samfundstjeneste eller løslades hurtigere for god opførsel.
Det vil regeringen, DF og Kristendemokraterne:
· Straffen for organiseret indbrudskriminalitet skærpes med 1/3.
· Der nedsættes en tværgående indbrudsenhed, som skal sikre en analysebaseret proaktiv efterforskning på tværs af politikredsene. Politiet tilføres 30 mio. kr. årligt hertil samt 20 mio. kr. til investering i bl.a. køretøjer og observations- og sporingsudstyr.
· Straffen for hjemmerøveri fordobles
· Rigsadvokaten vil sørge for, at der nu i de mere alvorlige sager om indsmugling mv. af khat bliver nedlagt påstand om straf efter de 'hårde' narkobestemmelser i straffeloven.
· Politiet styrker indsatsen over for omrejsende kriminelle udlændinge bl.a. ved at være synligt og målrettet tilstede i de berørte områder.