89 ansatte mister deres job i Sydbank. Uholdbart, lyder reaktionen fra Finansforbundet.
De ansatte i finanssektoren har måttet holde for den seneste tid, hvor flere banker har varslet fyringer. I dag kom turen til Sydbank, som fyrer 89 medarbejdere. Finansforbundet mener, det er uholdbart at fyre medarbejdere, når bankerne samtidig kan forvente, at store grupper af de ansatte forlader arbejdsmarkedet de kommende år.
"Det er en meget kortsigtet løsning at fyre. Inden for de næste seks til syv år forlader op til 20-25 procent finansansatte arbejdsmarkedet. Og så kommer virksomhederne til at mangle medarbejdere med de rigtige kompetencer. Derfor bør virksomhederne for deres egen skyld overveje, om de kan finde en anden vej ud af en svær tid end at afskedige medarbejdere," siger Finansforbundets formand, Kent Petersen.
Formanden roser dog i den konkrete sag Sydbank for at give de fyrede gode vilkår.
"Jeg vil gerne rose banken for at have været sit ansvar voksent og givet de fyrede medarbejdere nogle ordentlige vilkår med outplacement, uddannelse og godtgørelser," siger Kent Petersen.
Antallet af fyrede svarer til cirka fire procent af den samlede medarbejderstab i Sydbank.