Danmarks største bank blæser på de ansatte og risikerer at ødelægge forretningen på sigt.
Sådan lyder det fra formanden for Finansforbundet, der organiserer 80 procent af de ansatte i Danske Bank.
Kent Petersen kalder det for "helt uacceptabelt", at bankens topchef Thomas Borgen nu taler om yderligere nedskæringer i omkostningerne på trods af det bedste årsresultat siden 2007 med et overskud på 11,5 milliarder kroner før skat.
- Medarbejderne har kæmpet for at skabe det her gode resultat. Og det eneste, de får som tak er en potentiel fyreseddel. Det er simpelt hen uacceptabelt, siger Kent Petersen til Newspaq.
Det svimlende overskud i Danske Bank på 7,5 milliarder kroner efter skat blegner noget, da banken med en forrentning af egenkapitalen på fem procent er langt fra målet om ni procent i 2015 og således stadig kæmper for at gøre sig fri af finanskrisen.
Men banken er allerede i fuld gang med at skære de 2000 stillinger væk, som blev annonceret i spareplanen fra forrige år. Og derfor er Finansforbundets formand uforstående over for, at administrerende direktør Thomas Borgen nu taler om yderligere besparelser.
- Med de sparemål, de har sat sig, er de meget tæt på at skære den gren over, de selv sidder på. Det er så stort et antal medarbejdere, der er på vippen, hvis besparelserne skal gennemføres, at det ikke kan andet end at få indvirkning på den måde, forretningen bliver drevet på. Og det tror jeg ikke er sundt på sigt i forhold til de mål, de gerne vil nå, siger Kent Petersen.
Nyhedsbureauet Newspaq har forsøgt at få en kommentar til kritikken fra Danske Banks topchef Thomas Borgen. Men det har ikke umiddelbart været muligt.