Forbund forfærdet over plejesag

Både politikere, pædagoger og ledere har et ansvar for mishandlingen af beboerne på Skarridsøhjemmet i Jyderup.
Der mangler penge og bedre uddannelse for at skabe ordentlige forhold for udviklingshæmmede i Danmark, mener SL.
Der mangler penge og bedre uddannelse for at skabe ordentlige forhold for udviklingshæmmede i Danmark, mener SL. Foto: Colourbox

Socialpædagogernes fagforening, SL, tager afstand fra den behandling beboerne har fået på Skarridsøhjemmet, og Marie Sonne, der er næstformand i SL, mener, at medarbejderne må på institutionen må tage deres del af ansvaret.

"Vi er socialpædagoger, der står for, at udøve en kvalificeret faglighed til støtte og vejledning til brug for den udvikling borgerne skal have. Og det kan selvfølgelig ikke diskuteres, at det skal være af den faglighed, der er nødvendig, og vi er ikke fortalere for at man render fra det ansvar, som vores faglighed byder os," siger hun.

Ekstra Bladet beskriver i dag, hvordan beboere på hjemmet har ligget i sit eget tis uden at få hjælp i op til 12 timer. Socialchefen i Holbæk Kommune, Jan Christensen, siger, at der kan være tilfælde, hvor det er OK, at beboere ikke får skiftet ble, hvis de for eksempel ikke selv har lyst, men det er noget sludder, mener Marie Sonne.

"Man lader ikke et menneske ligge i egen afføring eller tis. Det gør man ikke. Og om den pågældende borger har lyst til at blive skiftet eller ej, så er det altså vores opgave, at det bliver gjort, så borgeren bliver værdigt behandlet," siger Marie Sonne.

Hun vil nu igen tage fat i ministeren for at få et bredt fagligt samarbejde for at gøre forholdene bedre. Hun mener, at hendes medlemmer i SL er hårdt presset af kommunerne, og at de, der råber højt om dårlige forhold offentligt, bliver banket på plads.

Hun mener, at der er et urimelig højt pres på landets socialpædagoger

"Det kan vi vist meget hurtigt blive enige om. Et meget, meget stort pres. Også i kraft af at vi de seneste års tid har set en voldsom eskalering af fyringer, uden at tage hensyn til de enkelte borgeres vejledningsbehov," slutter hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.