Kriminelle bandemedlemmer skal kunne fængsles for at mødes med hinanden, foreslår Dansk Folkeparti, der ligesom regeringspartiet Venstre ønsker at stramme yderligere op overfor banderne.
"Det er helt afgørende, at vi genskaber trygheden i vores gader. Derfor vil vi have en ny sanktionsmulighed i straffeloven, så bandemedlemmer kan få et tilhold, der betyder, at de ikke må være i nærheden af andre med samme tilhold. Det betyder, at de kan komme i fængsel for at opholde sig samme sted," siger DF's retsordfører Peter Skaarup til Berlingske Tidende.
Han ønsker også, at kriminelle skal kunne få et tilhold, der betyder, at de ikke må færdes i hele bydele.
"Det kan for eksempel være Nørrebro, Vollsmose eller Christiania. Jeg er sikker på, at det vil være med til at forhindre bandernes hævntogter overfor hinanden," siger Peter Skaarup.