Forbrugerrådet har i dag valgt at droppe støtten til butikkernes Smiley-ordning, skriver dr.dk
Valget er sket på baggrund af Kontants afsløringer af svindel med kød i flere af landets supermarkeder, og forbrugerne kan således ikke længere stole på Smiley-ordningen, mener Forbrugerrådet.
"Som det ser ud i dag, kan man ikke anbefale forbrugerne at gå efter smileyerne, når de skal købe ind," siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Rådet har kort sagt ikke længere tillid til ordningen.
"Resultaterne i Kontant, viser med al sikkerhed, at forbrugerne ikke kan være sikre på, at tingene er i orden selv om der en glad smiley," siger Camilla Udsen.
Også hos butikkernes egen forening - Dansk Erhverv - efterlyser man en bedre fødevarekontrol:
- Vi ønsker en mere intelligent kontrol. Det vil sige flere rejsehold og flere eksperter ind. Hvis man er ude for at kontrollere en slagterbutik, så skal der være en slagter med og hvis det er en bagerbutik, så skal der en slagter med. Vi skal have en kontrol, der også fanger svindel, siger fødevarepolitisk chef hos Dansk Erhverv, Lone Rasmussen.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen vil nu skærpe kontrollen, og drøfte det med kredsen af partier bag fødevareforliget i morgen.
"Nu står vi med konkrete beviser på svindel, og det viser, at kontrollen ikke har været god nok, og det skal vi have rettet op på, så forbrugerne atter kan få tillid til Smiley-ordningen," siger Eva Kjer Hansen.
Smiley-ordningen har eksisteret siden 2001.