Forbrugerpriserne i USA steg i juni med 9,1 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Det er den største årlige inflationsstigning, landet har registreret de seneste 40 år, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank, er det særligt en stigning i fødevarepriserne og brændstofpriserne, der driver inflationen op.
- Inflationen i USA fortsætter med at være historisk høj, skriver han i en kommentar.
Brændstofpriserne er steget med hele 60 procent i forhold til samme periode året før. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Priserne i servicebranchen og på industrivarer er også steget. Det hænger blandt andet sammen med, at der er udpræget mangel på arbejdskraft i landet, skriver Kim Blindbæk videre.
Der er ingen tvivl om, at den amerikanske centralbank kommer til at hæve renten igen, efter at de nye inflationstal er blevet offentliggjort. Det mener Allan Sørensen, cheføkonom hos Dansk Industri.
- Det er blot er spørgsmål om, hvor hårdt de træder på bremsen, skriver han.
Centralbanken bruger rentestigninger som et redskab til at dæmpe aktiviteten i økonomien og dermed også inflationen. Det sker ved at forhøje prisen på at låne penge.
- Den amerikanske centralbank har stort manøvrerum til at føre en mere aggressiv pengepolitik. Inflationen ligger på højeste niveau siden 1982, der er stadig rigtig god fart på jobvæksten, og ledigheden ligger på et meget lavt niveau, lyder det fra Allan Sørensen.
Senest satte banken renten op med 0,75 procentpoint. Det var den største rentestigning siden 1994.
Det er blandt andet krigen i Ukraine, der har forårsaget voldsomme inflationsstigninger verden over i løbet af de seneste måneder. Særligt energipriserne har været på himmelflugt.
Det bliver også fortsat dyrere at være forbruger i Danmark. Inflationstallene for maj viste en stigning på 7,4 procent sammenlignet med året før.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.