En gruppe forbrugere går nu sammen for at presse fagforeningerne til at give mere kvalitet for det faglige kontingent - og billigere priser.
Der er nemlig ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet, når det gælder a-kasser og fagforeninger, mener forbrugerjurist Morten Sinding. Han har derfor har taget initiativ til foreningen AkasseRabat.dk.
Her er over 1200 forbrugere gået sammen for at lægge pres på fagforbundene.
- Der mangler i høj grad konkurrence på dette område. For nylig viste en stor undersøgelse fra Loyalty Group, at de dyreste fagforeninger og a-kasser ofte leverer dårligere service end de billigste. Og det er jo rystende, siger Morten Sinding.
- Det er min klare fornemmelse, at de gamle fagforeninger stadig lever højt på det, som de var med til at opbygge for mange år siden. Men den regning er betalt. De må vænne sig til, at medlemmerne i dag kigger på både pris og kvalitet, siger Morten Sinding.
Indkøbsforeningen fungerer ved at gøre det attraktivt for fagforeningerne at tilbyde gode priser og vilkår. De billigste og bedste forbund kan derved få mange nye medlemmer på én gang. Og potentialet er stort, vurderer Morten Sinding.
- Uanset job og branche kan alle frit vælge fagforening. Men de store og dyre organisationer tager ofte medlemmernes loyalitet for givet, selv om de ikke leverer værdi for pengene, mener han.
- Hvis vi står sammen, har vi alt at vinde, og jeg er overbevist om, at vi både kan få kvalitet og besparelser i tusindvis.
- Vi er ligeglade med, om forbundene er røde, gule, grønne eller blå - vi vil bare have god service og lave priser, lyder meldingen fra talspersonen for den nye indkøbsforening.