Tænk hvis der på et forældremøde var en forælder, der kaldte læreren for et dumt svin, og der så var 50 forældre, der råbte 'hørt'. Det ville aldrig ske, men på Facebook kan en kommentar om, at læreren er et dumt svin, hurtigt få 50 'likes'.
Og det går ud over dialogen mellem forældrene og lærerne, skriver dr.dk.
- Når det går galt, ser vi nogle rigtig grumme ting. Så er det hadesider, og folk der bliver sygemeldt på grund af stress, fordi de ikke kan holde denne her kommunikation ud, siger formand for skolelederne, Claus Hjortdal til dr.dk.
I Forældrerådgivningen har de i år fået omkring 1.000 henvendelser fra forældre, der oplever problemer med deres børns skole.
Fire ud af ti henvendelser drejer sig om kommunikation mellem lærer og forældre, der går galt, skriver dr.dk.
- I de tilfælde, hvor der er problemer og svære sager, er tonen i nogle tilfælde blevet hårdere. Det er jo vores hjerteblod, det handler om. Synes vi ikke, at vi bliver lyttet til eller møder modstand, reagerer vi indimellem med følelserne, og tonen bliver hård, siger Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre, til dr.dk.