Der er mange farer på nettet, når man er ung og blåøjet. Men de danske forældre har tillid til, at deres børn kan navigere sig uden om de ubehagelige oplevelser.
Faktisk stoler danske forældre så meget på deres poder, at de sætter europæisk rekord, når det gælder tillid til deres børns brug af internettet.
En omfattende undersøgelse i de 27 EU-lande viser, at kun 31 procent af danske forældre frygter, at deres børn udsættes for seksuelle krænkelser på internettet. Det skriver Berlingske Tidende.
I den anden ende af listen ligger lande som Frankrig og Portugal, hvor omkring 90 procent frygter, at deres børn bliver krænket på nettet.
Og der er da også grund til en vis frygt for danske forældre.
En endnu ikke færdiggjort ph.d.-afhandling af Aalborg Universitet viser nemlig, at hvert tredje danske barn og ung har haft en ubehagelig oplevelse på nettet, hvor de har følt sig seksuelt krænket på grund af beskeder eller kontakt fra en fremmed på nettet.
Undersøgelsen bygger på svar fra 2.400 12-18-årige.