Når unge går amok i hærværk, sex, druk og stoffer på legepladser og i parker i Virum i Nordsjælland, er det forældrene, der svigter.
Det mener flere lokale beboerer, skoleledere, politikere og pædagoger.
- Når 10-15 årige børn kan rende rundt og drikke sig fulde til midnatstid på en hverdagsaften, er der noget galt med forældrene. De er for travlt optagede af deres karriere og deres eget liv, siger Freddy Svendsen.
Han er daglig leder af legepladsen 'Den Grønne Legeplads', og har arbejdet med børn og unge i over 20 år.
Det nikker skoleleder på den lokale Torngårdsskolen, Gordon David Lees, genkendende til.
- Rigtig mange forældre tager ikke tilstrækkeligt ansvar for deres børn,«siger han.
Svært at være ung
Derfor vil Trine Nebel Schou, der har været lærer på den lokale Fuglsanggårdsskolen og er medlem af kommunalbestyrelsen for De Radikale, nu råbe forældrene op. Hun vil blandt andet foreslå et stormøde.
- Min erfaring siger mig, at forældrene er bange for, at børnene vil holde op med at elske dem, hvis de sætter grænser, siger hun og opfordrer samtidig forældrene til, at være mindre blåøjede og naive.
- Forældrene skal forstå, at børnene omgåes sandheden. Ikke af ondskab, men fordi de ikke vil tabe ansigt over for vennerne. Det er altså ikke nok bare at spørge sin teenager, hvad han laver om aftenen, og så blindt stole på svaret, siger Trine Nebel Schou.