I morgen holder forældre og venner til den forsvundne Joon gademøde, for at sende et signal til Joon om at han er savnet. Men mødet er også et opråb til medierne om ikke at glemme ham.
"Mødet er for at sende en appel til medierne, for vi synes, at der har været for lidt dækning af Joons forsvinden. Jeg synes, det er lidt skræmmende, at en 19-årig mand bare kan forsvinde i et lille land som vores, og at det ikke fylder mere," siger Gitte Hansen, der er mor til en af Joons venner, til Newspaq.
Formålet med mødet er at skabe opmærksomhed omkring den savnede person Joon Young Holsner i håb om at medierne fortsat vil hjælpe med at søge oplysninger om ham, og Gitte Hansen opfordrer alle til at møde op.
Gitte Hansen mener heller ikke, at politiet har været synlige nok i deres efterlysning af Joon.
"De har ikke været konkret ude i medierne og sige, at de har brug for samfundets hjælp, eller opfordre alle til at holde øjne og øre åbne. Det synes jeg ikke de har gjort," siger Gitte Hansen.
Gitte Hansen fortæller desuden, at Joons venner er overbeviste om, at han hverken har begået selvmord eller er taget til udlandet.
Mødet foregår tirsdag d. 17. november kl. 17.00 - 19.00 på Skt. Jakobs Plads på Østerbro.