De seneste måneder har de københavnske gader været klistret til med plakater, der efterlyser den 19-årige Joon Young Holsner.
Joon har været forsvundet siden den 15. oktober sidste år, og her knap tre måneder senere er der stadig intet nyt i sagen.
"Der er ikke kommet nye oplysninger i sagen overhovedet, siden vi afsluttede efterforskningen for en måneds tid siden," siger politiassistent Søren Drejer fra Station City til Nyhedsbureauet Newspaq.
Siden oktober har der ikke været et eneste livstegn fra Joon, og det undrer politiet.
"Der har ikke været nogen bevægelse på hverken hans bankkonto eller hans telefon. Det virker usandsynligt, at man rejser væk uden at tage sit pas med sig og uden at hæve de penge, der står på ens konto," siger Søren Drejer.
Politiets teori om selvmord er dermed blevet yderligere forstærket, men intet er sikkert endnu, fastslår Søren Drejer.
"Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvad der er sket med ham. Vi kan kun formode, at han har forladt sin lejlighed ved egen fri vilje og formentlig har taget sit eget liv. Det tyder alt på," siger han og fortsætter:
"Hvis han eksempelvis er hoppet i vandet et eller andet sted, dukker han først op, når vandtemperaturen begynder at stige her til foråret."
Joons profil på Facebook er fortsat aktiv, og Joon har 310 venner. Ifølge Søren Drejer har politiet ikke undersøgt, om han har været logget ind de seneste måneder.