Påskeliljerne springer ud, caffe latten kan nydes i det fri, og vanterne er lagt på hylden. Men er det ikke nok, kan man få en lille smag af sommer, hvis man bevæger sig ned i den nærmeste 7-Eleven. Her vil der nemlig være gratis is til alle.
For alt imens at vejrudsigten ser mere og mere sommerlig ud, kommer der om få uger tryk på issalget.
Frisko kick-starter salget ved at forkæle og fejre, at sommeren er lige om hjørnet. Det gør de ved at dele 45.000 gratis is ud til hele landet i dag. Det bliver den største gratis is-uddeling i Friskos historie.
"Vi danskere har kæmpet os igennem flere måneder med mørke, kulde og sne til op over begge knæ. Vejrguderne har endnu ikke helt fundet ud af, hvilket ben de skal stå på, så jeg håber, at is-nyhederne kan få danskernes humør til at stige et par grader. Nu er det forår, og vi trænger alle sammen til lidt forkælelse," lyder det fra Charlotta Fellman fra Frisko i en pressemeddelelse.
Lykkes det at komme igennem mængden af isglade danskere, byder Frisko på sommerens syv nyheder.
Man kan vælge imellem Magnum Gold, Solero Coconut, Cornetto Freestyle og Magnum Temptation Fruit. Og så har Ben & Jerry's fået plads i selskabet med deres nye Peanut Butter Cookie Dough.
De nye is kan snildt nyedes i det fri de kommende dage, for selv om det kommer til at dryppe lidt fra oven holder temperaturen sig på den lune ende af skalaen.
Friskos uddelingen starter klokken 13 og fortsætter så længe, der er is på lager i 7-Eleven butikkerne.