For første gang i Bayreuth Festspillenes 145-årige historie er det en kvindelig dirigent, der indleder en af klassisk musiks mest berømte festivaler.
Det var komponisten Richard Wagner, der stiftede festspillene i 1876, og det er den 43-årige ukrainske dirigent Oksana Lyniv, som søndag aften i Bayern dirigerer hans værk "Den Flyvende Hollænder".
Det er en begivenhed, der traditionelt samler det tyske og europæiske jetset af Wagner-fans. For det er hans musik, festivalen fejrer hvert år. Bortset fra 2020, hvor Bayreuth som så meget andet måtte holde lukket på grund af corona.
Blandt beundrerne har i årrække været forbundskansler Angela Merkel og hendes mand, Joachim Sauer.
De to blev mødt med bifald af omkring 150 nysgerrige, da de ankom til det store operahus, Festspielhaus, søndag for at overvære dette års åbningsopera, "Den Flyvende Hollænder".
Indenfor stod Bayerns ministerpræsident, Mark Söder, og hans kone, Karin, og tog imod dem.
Det er Merkels sidste besøg i Bayreuth som kansler. Hun træder tilbage efter valget til Forbundsdagen i september efter 16 år som regeringschef.
Billetterne til Festspillenes åbning plejer at blive revet væk, og i år har det været endnu sværere at få plads. Der plejer at blive lukket 2000 ind, men på grund af coronavirus får kun 911 lov til at komme ind og overvære operaen.
Og så kræver det naturligvis et coronapas.
Ud over "Den Flyvende Hollænder" skal der inden Festspillenes slutning 25. august opføres Wagners operaer "Mestersangerne i Nürnberg", "Tannhäuser" og "Valkyrien".
Bayreuth er en by med 75.000 indbyggere. Den ligger tæt på Nürnberg. Det var Wagner selv, der udpegede Bayreuth til byen, hvor hans operaer skulle fejres.
I nyere tid har de danske sangere Lisbeth Balslev, Tina Kiberg og Poul Elming samt dirigenten Michael Schønwandt medvirket ved Bayreuth Festspillene.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa