Statsminister Lars Løkke Rasmussen trykker på valgknappen i dag.
Statsministeren har indkaldt til pressemøde på Marienborg kl. 11. Ingen ved endnu, hvad statsministeren vil sige, men alle gætter på, at Lars Løkke udskriver valget, siger Newspaqs politiske reporter.
"Nu buldrer valgtrommerne på allerhøjeste lyd, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen har indkaldt til pressemøde i sin officielle embedsbolig," siger Søren Strandman-Møller, som forventer skubben og masen mellem journalisterne til mødet.
Dermed skal danskerne søge mod stemmeboksen den 15. september.
En række centrale ministre har her til morgen været til møde i statsministeriet. Samtidig har flere topministre møbleret rundt i deres kalendere, oplyser TV2.
Valget kommer nu, fordi forhandlingerne om VK-regeringens vækstpakke mellem regeringen og Dansk Folkeparti er brudt sammen. Ifølge Politiken.dk vil Dansk Folkeparti ikke støtte regeringens forslag om i en periode at annullere tinglysningsafgifter, ejendomsværdiskatter og grundskyld for boligkøbere.
Allerede i går gjorde Dansk Folkeparti det klart, at partiet ikke mener, at forslagene vil virke og tø boligmarkedet op, sådan som regeringen forventer.
Hvis valget kommer nu, så skal Lars Løkke og resten af blå blok i arbejdstøjet. Meningsmålingerne peger på en klar føring til rød blok med Helle Thorning-Schmidt i spidsen.