Enhedslistens folketingskandidat i Nordsjælland, Ole Krarup, gav i går en socialdemokratisk kandidat en lussing under en paneldebat i byrådssalen i Helsingør. Det skriver Helsingør Dagblad.
"Lige fra starten kunne man mærke, at Ole havde en helt anden dagsorden end os andre. Han vandrede rundt, også når det ikke var hans tur til at tale. Han chikanerede simpelthen debatten ved uprovokeret at begynde at tale om byrådssalen og de billeder, der hænger på væggen. Han talte om, hvem Kong Erik var og talte generelt om ting, der ikke havde noget med debatten at gøre. Det var helt ude i hampen-snak«, siger Helsingørs borgmester, Johannes Hecht-Nielsen (V), til avisen.
Ole Kraup kaldte ifølge vidner gentagne gange debatten for åndssvag og spild af tid. Da Socialdemokraten Thomas Horn på et tidspunkt tog ordet og bad Ole Krarup om atopføre sig ordentligt, gik det galt.
Ole Krarup rejste sig fra sin plads og gav Thomas Horn en lussing med ordene "dit store fede svin".
Herefter blev Ole Krarup bortvist fra debatten af rådhusbetjente.
Enhedslisten har i dag beklaget episoden, og partiet garanterer, at Krarup ikke vil komme til flere valgmøder.
"Det er fuldstændig uacceptabelt. Derfor har vi besluttet, at han ikke kan repræsentere Enhedslisten igen under valgkampen. Han kommer ikke ud til flere møder," Enhedslistens Line Barfod til Politiken.
Ole Krarup kan dog ikke trækkes fra partiets opstillingsliste, da fristen for ændringer er udløbet.
Kilde: Helsingør Dagblad