Folketinget har ønsket Færøerne tillykke med nationaldagen på en forkert dato.
Det skriver den færøske avis Sosialurin.
- Vi siger stort tillykke - eller til lukku - til Færøerne med nationaldagen i dag, stod der i lykønskningen, som blev delt på Facebook tirsdag.
Men problemet er, at der er en måned til, at øgruppen kan fejre nationaldag. Den falder 29. juli, hvor færingerne markerer kong Olav den Helliges død i 1030.
Det er langtfra første gang, at danske institutioner og myndigheder tager fejl af datoen og ønsker tillykke en måned for tidligt. Faktisk er det ifølge det færøske medie sjette år i træk, at fejlen er begået - dog af forskellige.
Det var, da Lars Løkke Rasmussen var statsminister, at det blev indført, at danske statsinstitutioner skulle flage med færøsk flag på nationaldagen. Ved første fejring var det dog med forkerte flag.
Der var syet flag til alle institutionerne, men den var gal med farverne, skriver den færøske avis.
Den skriver dog, at færinger ikke tager det så tungt, men betragter det som et udtryk for uvidenhed.
Færøerne er et selvstyre, men hører under Kongeriget Danmark, ligesom Danmark og Grønland.
/ritzau/