Den langsommelige regeringsdannelse er blevet overhalet af folketingsårets begyndelse. Helle Thorning-Schmidt og hendes hold er ganske enkelt ikke klar med lovkataloget for det kommende folketingsår, så nu hiver Statsministeriet en nødplan frem.
"Man laver en tredelt proces. I morgen klokken 13 mødes statsministeren med Præsidiet og gruppeformændene. Der vil hun drøfte folketingsarbejdet, indtil regeringen er klar med et lovkatalog," oplyser en pressetalsmand i Statsministeriet.
Det betyder med andre ord, at Folketinget ikke får kendskab til, hvad der præcis skal lovgives om i de første to af folketingsårets otte måneder.
"Det vil derefter komme til at foregå sådan, at højtprioriterede lovforslag vil blive fremsat hurtigt her i løbet af efteråret, og så er det forventningen, at det egentlige lovprogram er klar i slutningen af november," forklarer pressetalsmanden.