En gruppe børn helt ned til sjette klassetrin, er blevet tilbudt hash og skunk på vej til Bakkeskolen i Kolding. Politiet har en mistanke om, at sælgerne er i samme aldergruppe.
Skoleinspektøren er dybt bekymret for situationen, som foregår når børnene er på vej til skole om morgenen.
"Vi er jo bange for, at nogle går hen og bliver afhængige af at ryge hash eller hårdere stoffer. Det skal stoppes omgående, og vi skal have fundet ud af, hvem de er, og hvad der foregår. Ikke nok med det er dødsens farligt, så er det jo også en overtrædelse af straffeloven," siger skoleinspektør Povl Erik Wolff fra Bakkeskolen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Flere 12-årige elever på sjette klassetrin er blevet tilbudt at købe hash og skunk, og Povl Erik Wolff har mistanke om, at elever i syvende allerede har købt hash af pusherne. Politiet formoder, at pusherne også er unge under 15 år.
Politiet har sat intensiv patruljering ind og har haft narko-hunde i området.
"Vi tager det meget alvorligt, når skoler og forældre henvender sig. Vi er gået ind i en efterforskning af det her, og vi har også haft fat i en gruppe, som vi mener kan have relation til det her," siger Kuno Jensen, der er vicepolitiinspektør ved Kolding Politi, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Bakkeskolen vil nu tage kontakt til misbrugscenteret i Kolding for at sætte yderligere fokus på oplysning til eleverne. Eleverne skal vide, hvilke problemer man kan komme ud i, hvis man begiver sig ind på narko-området.
Politiet opfordrer forældre til at være ekstra opmærksomme på deres børns adfærd, særligt når de går på skolen om aftenen.
"Det her er ikke en problemstilling, som politiet kan løse alene. Det er noget, som forældre, skole og politi i samarbejde skal sætte fokus på," afslutter Kuno Jensen.