Fra Matador-komponist til ejendomsmatador.
Bent Fabricius-Bjerre har knaster på kontoen. Eller det får han i hvert fald, hvis han får solgt sin luksusvilla på Hambros Alle i Hellerup.
Hele 38 millioner kroner er prisen, der måske er lidt optimistisk i en krisetid. Da den nu 87-årige komponist købte villaen i 2008, gav han selv 34 millioner kroner.
Ejendommen er netop sat til salg igen hos Home, der har skruet helt op for den velsmurte sælgerretorik.
"Et af Hellerups smukkeste huse opført i 1923, med enestående beliggenhed på den berømte allé med de kandelaberklippede lindetræer," lyder det i annoncen.
"Villaen har et helt usædvanligt lysindfald via de store vinduespartier mod syd og rummer bl.a. sydvendt pejsestue, opholdstue med franske fløjdøre til den smukke have," lyder beskrivelsen, der også lige får nævnt den store pool i haven.
Men trods de flotte ord, bliver det måske ikke så nemt at komme af med huset. Ifølge Boliga måtte den konkursramte forretningsmand Hans Henrik Palm give et afslag på et tocifret millionbeløb, da han i efteråret solgte sin villa på samme vej.
Bent Fabricius-Bjerre har optjent sine mange penge - og ikke mindst titlen 'folkekær' - gennem en lang komponistkarriere, hvor han blandt andet har sat musik til tv-serien Matador og Olsen Banden-filmene.
Kilde: Home og Boliga