Et helt nyt land kommer måske på verdenskortet i Afrika.
Det mener man i hvert fald i Sydsudan, hvor valget afgøres, fordi flest registrerede vælger er registreret i syd. Flere sudanesere i det sydlige har været på en til to dages lange rejser for at nå frem til de steder, hvor de kan stemme om uafhængighed eller ej. Men trods den lange rejse og de mange timer i kø er stemningen ikke til at tage fejl af - der er fest.
Det fortæller Lars Anderskouv, der er Mellemfolkelig Samvirkes programkoordinator i Sydsudan.
"Stemningen er fantastisk, positiv, begejstret, levende og der har været meget få episoder med uro eller skænderier. Indtil nu har valgdeltagelsen overrasket positivt," fortæller Lars Anderskouv.
BBC rapporterer, at valgdeltagelsen er nået op på de 60 procent. Og håbet om et bedre liv får netop mange til at stemme om uafhængighed til Sydsudan.
"De forventer, at livet bliver bedre. Langt de fleste forventer at få en større indflydelse på beslutningerne og få mulighed for bedre uddannelse," fortæller han.
Mellemfolkelig Samvirke forsøger at dæmpe forventningerne, som er urealistiske og tårnhøje.
"Vi forsøger at give dem et mere realistisk billede af, hvad de kan forvente. Klinikkerne bliver ikke fyldt med medicin, og der bliver ikke penge til lærerlønninger, fordi Sydsudan bliver selvstændigt. Det kommer til tage fem-ti år, før landet begynder at fungere," siger Lars Anderskouv.
Men indtil videre er de fleste positive forventninger til valget blevet indfriet, mens frygten for manipulation fra nordlige Sudans side er fejet af vejen.
"Hele valgsystemet er bygget op på en måde, så der er så mange kontrolorganer, at der skal meget til at snyde. Men det er heller ikke mit indtryk, at der er nogen, der interesserede at snyde. Det er klar mit indtryk, at alle ønsker en at få en god, fair og fredelig afstemning, der skaber en fredelig fremtid," siger Lars Anderskouv.
Kampen om landets olie og græsningsarealer har dog skabt uro i de områder, hvor grænsen potentiel skal trækkes mellem de to lande. Det er både nomader og arabiske militser, der skaber uroen. Men set i lyset af, at Sudan har været hærget af 50 års borgerkrig og konflikter om olie, vand og religion har valget foregået fredeligt.
Folkeafstemningen afsluttes den 15. januar og de over 2.500 valgsteder i det sydlige Sudan offentliggør resultatet, efter de har talt op. Det gør de i samme øjeblik, den sidste sudaneser har stemt.