En halv million danskere har siden april hævet næsten 20 milliarder kroner i efterlønspenge fra den danske statskasse.
Men kun halvdelen af de unge under 40 år har valgt at benytte sig af muligheden for at få efterlønspengene ind på kontoen. Det skriver dr.dk.
Og det er overraskende, mener de i AK Samvirke.
- Vi har hele tiden regnet med, at langt de fleste under 40 år ville hæve efterlønspengene. Det er ret overraskende, at der er så mange, der endnu ikke har gjort det, siger Verner Sand Kirk, der er direktør for arbejdsløshedskassernes organisation, AK Samvirke til dr.dk.
Ifølge dr.dk er det ellers en særlig god forretning for dem under 40 år at hæve efterlønspengene. Anderledes ser det dog ud for danskere over 50 år, hvoraf 13 procent alligevel har valgt at benytte sig af muligheden for at indløse deres efterlønscheck.
- For langt, langt de fleste i den aldersgruppe er det en rigtig dårlig ide, for selvom man slet ikke har tænkt sig at gå på efterløn, så er det en langt bedre forretning at blive i ordningen og få den skattefri præmie, når man når pensionsalderen, siger Verner Sand Kirk.
Verner Sand Kirk forventer dog, at en del vil benytte sig af chancen for at hæve efterlønnen inden fristen udløber i oktober måned.
- Vi vil især se, at langt flere under 40 hæver pengene, siger Verner Sand Kirk.
Tallene for hvor mange danskere der har hævet efterlønnen er baseret på en undersøgelse foretaget af AK Samvirke i 26 A-kasser.
Kilde. DR.dk