Fokus er på lærernes arbejdstid i torsdagens forhandlinger

Der er torsdag fokus på lærernes arbejdstid hos forhandlerne. Men der er endnu intet nyt.
Chefforhandler for arbejdstagerne på det kommunale område Anders Bondo Christensen udtrykte sig positivt forud for torsdagens forhandlinger, hvor lærernes arbejdstid er i fokus.
Chefforhandler for arbejdstagerne på det kommunale område Anders Bondo Christensen udtrykte sig positivt forud for torsdagens forhandlinger, hvor lærernes arbejdstid er i fokus. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Da forhandlerne torsdag klokken 15 mødte op i Forligsinstitutionen regnede og tordnede det. Det ændrede dog ikke på, at de var positive i forhold til dagens forhandlinger, hvor knasten om lærernes arbejdstid er i fokus.

Chefforhandlerne for henholdsvis arbejdsgivere og arbejdstagere i kommunerne, Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen, sagde begge, at de onsdag havde bevæget sig i den rigtige retning.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det er især på det kommunale område, at lærernes arbejdstid bliver forhandlet, da det er her, der er flest lærere ansat.

Om forhandlingerne er fortsat i den rigtige retning vides ikke.

Klokken 19.20 har ingen af de to forhandlere forladt Forligsinstitutionen for at få luft, hvilket ellers har været kutyme, siden maratonforhandlingerne begyndte fredag formiddag.

Cirka klokken 18.30 gik formand for Fagforbundet FOA Dennis Kristensen ud for at spise. Her fortalte han, at der fortsat bliver forhandlet om lærernes arbejdstid.

- De er stadig i sving med lærernes arbejdstid, siger Dennis Kristensen.

Uden for Forligsinstitutionen står BUPL's lyserøde kaffevogn stadig. Bupl er fagforeningen for pædagoger, og deres vogn har stået der siden fredag.

Den er blevet til demonstranternes samlingspunkt foran Forligsinstitutionen.

Her bliver der langet gratis kaffe, te og kage over disken til alle demonstranter - uanset fagforening. Kagen er i flere tilfælde blevet leveret af privatpersoner.

En af dem, der står bag disken, er Anja Lund Willesen, der er næstformand i Bupl sydøst. Hun har været der hver dag siden fredag.

- Jeg synes ikke, jeg er blevet træt af det. Så længe der er gejst og stemning, så kan vi godt holde energien kørende, siger Anja Lund Willesen.

Hun siger, at det er rent held, at vognen overhovedet er til rådighed, da den egentlig er blevet købt til at blive brugt ved arrangementer med egne medarbejdere.

- Vi havde en i vognen, der regnede på det. Vi har delt mindst 22.000 kopper kaffe ud, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.