- Det bliver under alle omstændigheder en anderledes blog.
Sådan lyder budskabet fra blog-ekspert Trine-Maria Kristensen, der er direktør for virksomheden Social Square, efter at hun har læst de foreløbige kommentarer på statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nye blog.
Hun kalder det atypisk , at statsministeren laver en blog, hvor en redaktion gennemlæser alle - og ud fra visse kriterier fravælger nogle - kommentarer, inden de bliver synlige for andre læsere.
- På den anden side kan jeg godt forstå det, for der er ingen tvivl om, at alle mulige mennesker har holdninger til statsministeren, og der kan nemt ske det, at tonen bliver rå og ubarmhjertig, hvis der er fri adgang. Og sker det, kan det skræmme andre læsere væk, siger hun.
Et af statsministerens kriterier for læser-kommentarer er, at de skal holde sig til det tema, han aktuelt har valgt. Gør de ikke det, bliver de sorteret fra. Og også det er med til at gøre http://blog.andersfogh.dk/ til en særlig blog, tilføjer Trine-Maria Kristensen:
- Nu er den jo helt ny, og derfor kan det være svært at forudsige, men den flydende dialog, der ofte opstår mellem læserne på andre blogs, vil nok være svær at etablere på statsministerens blog.